Omsorg

Vi har i børnehuset i gennem rigtig mange år talt meget om at det har stor betydning hvilken stemning vi skaber på stuerne. I år har vi fået rigtig mange børn som er flyttet fra andre institutioner, og mange af Jer forældre har fortalt at I synes at det her hus er så "hjemligt"  Det er vi sådan set rigtig glade for, da vi forsøger på at skabe et miljø som er så lidt institutionaliseret (et langt ord ! ) som muligt.

Det betyder IKKE at vi ikke også arbejder i processer med børns udvikling og børns dannelse og de gode temaer der er i den nye styrkede lærerplan.   Vi synes bare der for ofte står læring, og ikke så meget om omsorg, og det synes vi er en skam. Vi taler mere om livsduelighed end skoleparathed, vi tror på at børn gennem leg, og dannelsen af venskaber, bliver rigtig gode til at klare de krav der er til de små  verdensborgere. 

Vi har gennem flere år talt om vigtigheden af at, omsorgen har en stor plads i vores hus. Det relationelle har stor betydning for barnets oplevelse af lykke og dannelse af et højt selvværd.  I den branche vi er i, får vi ofte at vide , at alt skal evidensbaseret og der skal være forskning bag, og det forsøger vi også at få ind i vores arbejde. I forlængelse af dette, er der sat en artikel ind, som giver et fint billede på hvad omsorg er, belyst  i en lidt mere konkret form. 

Hvad skal der til for at have det godt i vuggestuen?
Dagtilbudsforsker Thomas Gitz-Johansen (Roskilde Universitet) har i løbet af et år observeret vuggestuebørn i alderen 6-18 måneder i en institution. Observationerne er blevet til ved hjælp af metoden spædbørnsobservation, der er udviklet på Tavistock Instituttet. Metoden bruges til at forske i børns oplevelser, følelser og perspektiver, og formålet er at få indblik i små børns indre liv. Med denne tilgang blev det muligt for Gitz-Johansen at undersøge, hvad der skulle til for, at børnene i vuggestuen havde det godt. Ifølge forskeren er en væsentlig pointe, at der ligger et svigt i, at fokus på omsorgen for vuggestuebørns følelsesmæssige behov har så lidt plads i forskningen og den politiske prioritering.

Tidlig omsorg har betydning for barnets senere trivsel
Gitz-Johansen opdagede under sine observationer, at der var et meget begrænset sprog for pædagogernes vigtigste opgave i vuggestuen – nemlig omsorgen. Omsorgen er ikke kun vigtig for barnet nu og her, men har ifølge Gitz-Johansen også stor betydning for barnets senere trivsel. Jo mere omsorg og tryghed barnet bliver mødt med i begyndelsen af livet, des mere trygt vil det senere gå ud i verden. Derfor er det ifølge Gitz-Johansen åbenlyst at stille spørgsmålet: Hvad er god omsorg i vuggestuen?

Et nyt sprog for omsorg
Gitz-Johansen har valgt at fokusere på praktiseringen af omsorg, fordi der i dette begreb ligger en antagelse om, at når man som barn får sine grundlæggende omsorgsbehov opfyldt, vil man naturligt have en sund udvikling. Ifølge forskeren har det store fokus på læreplaner i institutioner betydet, at det faglige sprog, for den måde vi taler om omsorg på, er begrænset. Han har derfor inddraget begreber fra psykologien til at beskrive børns mest basale behov:

Tilknytning: At barnet er sammen med voksne, som det har knyttet et positivt følelsesmæssigt bånd til. De voksne, som barnet føler sig knyttet til, bliver en ”sikker base” i hverdagen. Når barnet har denne sikkerhed, kan det trygt begive sig ud i verden og udforske. At være en sikker base kræver også, at pædagogen har ro til at modtage barnet, hvis det har behov for det.

Holding: Holding handler om at opfylde barnets behov, ved at den voksne lever sig ind i barnets tilstand, og dets humør nu og her. Pædagogerne gør f.eks. dette, når de omfavner barnet, når det græder. Dermed skabes et trygt rum, hvor barnet føler sig fuldstændig beskyttet.

Affektregulering: Affektregulering er, når pædagogerne hjælper børnene med at ændre deres indre tilstand, som f.eks. at blive glad, når de er kede af det, at falde til ro når de er urolige, at blive trygge når de er ængstelige, og at falde i søvn når de er trætte. Dette gøres gennem pædagogens krop, mimik og gestik. De kan også gøre det gennem lyde og de aktiviteter, de sætter i gang.

Mentalisering: Mentalisering er pædagogens evne til at forestille sig, hvordan barnet har det indeni, som for eksempel hvorfor barnet græder, bliver trist eller er vred. Mentalisering kræver, at pædagogen har overskud til at kunne leve sig ind i, hvorfor barnet reagerer, som det gør, og hvad barnet har brug for i situationen.

Intersubjektivitet: Intersubjektivitet opstår, når den voksnes og barnets bevidsthedsfelt overlapper – dvs. når de sammen deler en oplevelse eller en aktivitet, som de begge er opslugt af. Dette peger Gitz-Johansen på som noget af det mest udviklingsfremmende for barnet.